Sorggruppe for børn
I efteråret vil jeg kunne tilbyde Sorggruppe for børn, som har mistet et nærtstående/betydningsfuldt menneske. Børn, der har oplevet forældrenes skilsmisse kan også deltage:
Igennem leg og hygge vil jeg sammen med børnene bevæge os ind i børnenes oplevelsesverden, og dermed give plads til bekymrende tanker, oplevelser og tanker om håb for fremtiden. Børn tænker konkret og i billeder, så jeg vil anvende forskellige metaforer fra børnenes egen verden til at give det enkelte barn et større ordforråd og en større forståelse af det skete, af sig selv og af fremtiden.
Vi vil herigennem udvikle strategier til at give slip og strategier til at holde fast i tilknytningen til afdøde (den gode fortælling som kan give barnet ny mening i livet og give en fortsat tryghed).
Terapien vil foregå i en ånd af nænsomhed og lethed således at barnet kan føle sig tryg og veltilpas trods sin sorg.
Humor er tillige en god hjælp (som voksne må vi hele tiden have i erindring at barnet går meget hurtig ind og ud af sin sorg - ofte flere gange i løbet af en dag, således vil man opleve at barnet bliver tungsindig/vemodig for kort efter at lege og grine etc.)
Gruppen vil samles 4 gange af 1½ time i alt 6 timer.
Prisen vil være kr. 4.500,00 pr. barn (det vil sige kr. 750,00 pr. barn pr. time).
Der vil blive serveret saftevand og småkager.
Det fulde beløb skal betales kontant ved tilmelding.
Ring på telefon 20 140 142 og hør nærmere om tidspunkt og tilmelding.
